Danfoss ser store muligheder i grønne datacentre

For at lagre den stigende mængde af værdifulde data investerer regeringer, banker og store virksomheder verden over i grønne datacentre, og markedet forventes at vokse med mere end 27% årligt. Apples seneste udmelding om at investere milliarder i to nye datacentre i Danmark og Irland bekræfter denne tendens. Udviklingen skaber vækst og store muligheder for Danfoss.

— 3. marts 2015 Af Danfoss

Energieffektivitet står højt på dagsordenen hos ejere af datacentre, da det reducerer omkostningerne og CO2-udledningerne i en industri, der allerede bruger 2% af verdens elektricitet. Datacentre huser servere, lageranlæg, kabler, internetforbindelser og en stor mængde udstyr til at levere strøm og køling. Omkostningerne til strøm udgør mellem 20 og 60% af driftsudgifterne i et datacenter, og en stor del af det bliver brugt til at fjerne varme og sikre dataene ved den rette temperatur. Effektive køleløsninger med Danfoss teknologi kan skære energiforbruget og omkostningerne markant ned.

Jürgen Fischer, direktør for Danfoss’ kølesegment, siger: “Når regeringer, banker og store virksomheder skal sørge for stabile systemer døgnet rundt, er pålidelighed og energieffektivitet afgørende. Vores køleteknologier hjælper dem med at opnå det. Derfor står vi stærkt i datacenterindustrien, hvor vi oplever mere end 10% vækst om året”.

I Europa samarbejder Danfoss for eksempel med en række engelske udbydere af klimaløsninger. De har leveret køleenheder baseret på Danfoss kompressorer med variabel hastighed til datacentre, som typisk har gjort ejerne i stand til at spare omkring 30 % af det årlige energiforbrug.

Energieffektiviteten i datacentre kan også forbedres fra en varmevinkel. Den store mængde overskudsvarme, der bliver genereret, kan ledes over i eksisterende fjernvarmenetværk – ligesom Apple planlægger at gøre i deres nye datacenter i Viborg. Verden over er der et kæmpe potentiale i at anvende overskudsvarmen fra industrien til at opvarme boliger, og Danfoss har sammen med andre danske spillere fjernvarmeløsninger, der gør det muligt.

Fakta om markedet for grønne datacentre er fra Mordor Intelligence (dec 2014): “Global Green DataCenter Market – Growth, Trends And Forecasts (2014-2019)”


Mere information
Danfoss Media Relations
Tlf. 70 20 44 88 


Danfoss udvikler teknologier, der gør verden i stand til få mere ud af mindre. Vi imødekommer det stigende behov for infrastruktur, fødevarer, energieffektivitet og klimavenlige løsninger. Vores produkter og serviceydelser bliver anvendt til for eksempel køling, aircondition, opvarmning, motorkontrol og mobilt udstyr. Vi er også aktive inden for vedvarende energi og infrastruktur til fjernvarme i byer. Vores innovative ingeniørarbejde går helt tilbage til 1933, og i dag er Danfoss globalt førende med 24.000 medarbejdere og salg i mere end 100 lande. Vi er fortsat ejet privat af grundlæggerens familie. Læs mere om os på www.danfoss.com.

 

Vær social Deltag aktivt

Vil du lære os at kende?

Lær os at kende, og deltag i samtalen