Regnskab for første halvår 2018

Danfoss fortsætter stærkt vækst-momentum

Regnskab for første halvår 2018 Fremgang på tværs af Danfoss driver stærk indtjening og et fortsat højt investeringsniveau

- 14. august 2018 Af Danfoss A/S

Danfoss fortsatte fremgangen i første halvår. Omsætningen voksede med EUR 106m til EUR 3.041m – en vækst på 9 % i lokal valuta. Mens det høje investeringsniveau fortsatte, voksede indtjeningen (EBIT) med 21 % til EUR 370m, og nettoresultatet steg med 27 % til EUR 253m. Den positive udvikling i indtjeningen er drevet af den højere toplinje og gevinsten fra salget af varmepumpe-forretningen Thermia.

”Vi holder fast i et stærkt momentum på tværs af vores forretningsområder. Vores løsninger er relevante i forhold til en række stærke globale mega-trends som urbanisering og bekæmpelse af klimaforandringer, der driver en stigende efterspørgsel på energieffektivitet og smartere digitale løsninger. Omlægningen af den globale energiforsyning til mere grøn energi driver en anden trend imod elektrificering. Her kan vi også se, at vores kunder kigger mod Danfoss som en teknologipartner, der matcher deres fremtidige behov for løsninger til for eksempel hybrid eller fuldt elektriske biler, skibe og off-highway køretøjer," siger Kim Fausing, koncernchef og CEO.

Halvårsresultatet er skabt på tværs af Danfoss’ kerneforretninger og markeder. I årets første seks måneder er det især Kina, der har skilt sig ud med markant vækst drevet af stigende efterspørgsel på klimavenlige og energieffektive løsninger, som for eksempel store varmepumper og udbygning af fjernvarmesystemer, som driver en øget efterspørgsel på Danfoss-teknologier. Samtidig oplever Danfoss en fortsat stærk efterspørgsel på de to største markeder, Nordamerika og Europa.

”Vi har haft et rigtig godt første halvår. Vi høster frugten af vores målrettede arbejde med vækstinitiativer, hvor vi investerer i innovation og satser på at udvikle salget i lande med højt potentiale, som for eksempel Kina. Samtidig bruger vi medvinden til at investere i ny teknologi og den fortsatte digitale transformation på tværs af hele Danfoss – både af vores løsninger, vores servicering af kunderne og den måde vi selv arbejder på," siger Kim Fausing.

Nøgletal fra første halvår 2018:

  • Omsætningen steg med EUR 106m til EUR 3.041m (1. halvår 2017: EUR 2.935m), hvilket svarer til en vækst på 9 % i lokal valuta.
  • Resultat af primær drift (EBIT) steg med EUR 64m til EUR 370m (1. halvår 2017: EUR 306m). EBIT-marginen blev 12,2 % (1. halvår 2017: 10,4 %).
  • Nettoresultatet steg med EUR 53m til EUR 253m (1. halvår 2017: EUR 200m).

Forventninger til 2018 fastholdes
Vi forventer at fastholde eller udbygge vores markedsandele og samtidig fastholde en profitabilitet målt som margin på niveau med 2017 efter betydelige investeringer i digitalisering.

Mere information:
Danfoss Media Relations
Tlf.: +45 70 20 44 88

 

Danfoss udvikler teknologier, der er med til at gøre verden bedre, smartere og mere effektiv. I de voksende byer sikrer vi friske fødevarer og optimal komfort i huse og kontorer samtidig med, at vi imødekommer behovet for energieffektiv infrastruktur, forbundne systemer og integration af vedvarende energi. Vores løsninger bliver anvendt til for eksempel køling, aircondition, opvarmning, motorkontrol og mobilt udstyr. Vores innovative ingeniørarbejde går helt tilbage til 1933, og i dag er Danfoss markedsledende med 27.000 medarbejdere globalt og salg i mere end 100 lande. Vi er ejet privat af grundlæggerens familie.

Mere information:
Danfoss Media Relations
Tlf.: 70 20 44 88

 

Vær social Deltag aktivt

Vil du lære os at kende?

Lær os at kende, og deltag i samtalen