Danfoss træder ind i ny praktikantepoke

Danmarks største industrivirksomhed indfører Next Generation Industry. Et nyt praktiksystem, hvor unge præsenteres for et bredt udsnit af Danfoss’ mange karrieremuligheder. Virksomheden står over for en stor stigning i behovet for faglært arbejdskraft, og praktikken skal vise, hvad industrien kan.

- 11. oktober 2017 Af Danfoss

Industrien er ikke for børn og unge. Men det bliver den, når Danfoss dette efterår tager sine erhvervspraktikanter med ind i en ny epoke, der skal få de unge øjne op for industriens mange muligheder.
Det starter mandag 23. oktober i Nordborg, når 12 skoleelever med fremtiden foran sig træder ind i Danmarks største industrikoncern. De vil blive modtaget af Danfoss Apprenticeship Workshop og få en præsentation til hele virksomhedens værdikæde – fra idéudvikling til produktion, salg og støttefunktioner. Dernæst roterer eleverne, der kommer fra 8.-10. klasse, individuelt mellem seks forskellige funktioner i Danfoss.
De unge kommer i deres praktik til at møde alt fra industriteknikeren til økonomichefen, ingeniøren, kontorassistenten, kommunikationsmedarbejderen, vagten og måske chefen – Danfoss’ere fra alle afdelinger. Ambitionen er at vise de uanede muligheder i en global virksomhed med flere end 25.000 ansatte.
”Vi vil give de unge en god oplevelse med industrien. Vi tror på, at de er mere tilbøjelige til at huske os, når de engang skal vælge, hvad de vil være. Praktikken er en måde, hvorpå vi kan invitere de unge ind og vise, hvad industrien kan”, siger HR-manager i Danfoss Burkhard Winski.
Danfoss i Nordborg modtager 50-70 praktikanter om året. Den nye måde at gribe erhvervspraktikken an på skal vise de unge, hvad industrien reelt kan tilbyde. I første omgang indføres Next Generation Industry i Nordborg, og så er ambitionen at udbrede metoden til andre Danfoss-lokationer i Danmark.

Behov for flere faglærte
Danfoss står ligesom resten af industrien med demografiske udfordringer og et ønske om at tiltrække fremtidens bedste hoveder. En analyse fra Dansk Industri anslår, at landet i 2025 vil mangle over 44.000 faglærte - især teknisk faglærte.
Danfoss har i Danmark ansat cirka 500 faglærte. Omkring 100 er mellem 20 og 40 år. Resten er over 40, og man står overfor en tredobling i antallet af faglærte, der går på pension. Det er ikke bare Danfoss, men industrien i Danmark generelt, der står med udfordringen i at skaffe nok faglærte. Og det er ikke umiddelbart en løsning at rekruttere fra eksempelvis nabolandet Tyskland. For der mangler man også faglærte.

Fakta
Danfoss i Danmark har p.t. 124 praktikpladser til elever og lærlinge fordelt på over 16 forskellige erhvervsuddannelser. I 2018 opretter Danfoss 12 ekstra praktikpladser.
Danfoss rekrutterer cirka 50 nye lærlinge og elever hvert år.
Danfoss uddanner cirka 50 lærlinge og elever hvert år.
Danfoss ansætter cirka 50 procent af de nyuddannede som faglærte.

Rekruttering
Danfoss’ erhvervspraktik er en del af virksomhedens arbejde med at rekruttere unge. Danfoss holder desuden speeddating for lærlinge og elever, ”I hælene på en lærling”, ”Kloge hænders dag”, ”Girls Day”, ”Virksomheder adopterer skoleklasser”, ”Hands on” – og rekrutterer via de sociale medier.


Mere information:
Danfoss Media Relations
Tlf. : +45 70 20 44 88

 

Danfoss træder ind i ny praktikantepoke

 


Danfoss udvikler teknologier, der gør verden i stand til få mere ud af mindre. Vi imødekommer det stigende behov for infrastruktur, fødevarer, energieffektivitet og klimavenlige løsninger. Vores produkter og serviceydelser bliver anvendt til for eksempel køling, aircondition, opvarmning, motorkontrol og mobilt udstyr. Vi er også aktive inden for vedvarende energi og infrastruktur til fjernvarme i byer. Vores innovative ingeniørarbejde går helt tilbage til 1933, og i dag er Danfoss globalt førende med flere end 25.000 medarbejdere og salg i mere end 100 lande. Vi er fortsat ejet privat af grundlæggerens familie. Læs mere om os på www.danfoss.com.

Mere information:
Danfoss Media Relations
Tlf.: 70 20 44 88

 

Vær social Deltag aktivt

Vil du lære os at kende?

Lær os at kende, og deltag i samtalen