Danfoss og amerikansk industrigigant indgår strategisk samarbejde

General Electrics building, Utica, NYC Danfoss Silicon Power etablerer sig i USA og indgår strategisk samarbejde med den amerikanske industrigigant General Electric (GE). Samarbejdet betyder, at Danfoss Silicon Power bliver verdens førende producent af silicium-karbid (SiC)-powermoduler.

- 24. marts 2017 Af Danfoss

SiC-powermodulerne anvendes til at skabe mindre, hurtigere og mere effektive elektroniske enheder og ventes at revolutionere teknologien inden for sol- og vindenergi samt kommende generationer af el- og hybridbiler. 

Det transatlantiske samarbejde bliver en del af New York Power Electronics Manufacturing Consortium (NY-PEMC) i Utica, New York. Det privat-offentlige konsortium og tilsvarende programmer blev etableret af delstaten i 2014 med en samlet investering på mere end 140 milliarder kroner med det formål at skabe højteknologiske arbejdspladser.

Det strategiske samarbejde indebærer, at Danfoss Silicon Power etablerer sig i Utica, hvor man primo 2018 starter produktionen af powermoduler med SiC-chips fra GE og forventer at skabe hundredevis af jobs i de kommende år.

Nyheden er blevet annonceret i dag, fredag d. 24. marts, af Andrew M. Cuomo, guvernør i New York, der finansierer alle startomkostninger og produktionsfaciliteter i Utica. Danfoss leaser bygning og produktionsudstyr af delstaten.

”Dette er et meget vigtigt skridt for Danfoss og for virksomhedens fremtidige vækstplaner i USA, som udgør vores største marked. Samarbejdet med GE har stor strategisk betydning for Danfoss, og vi har tilsvarende store forventninger til den videre udvikling på dette højt specialiserede område, " siger koncerndirektør og COO i Danfoss, Kim Fausing.

Med 330,000 medarbejdere er GE en af klodens største elektronikkoncerner, og man har investeret millioner af dollars i udviklingen af de ultratynde chips til SiC-powermodulerne. 

Danfoss Silicon Power med base i Flensborg er blandt verdens førende producenter af powermoduler, som anvendes i en lang række applikationer inden for industrien, vedvarende energi og autobranchen. De har indtil videre leveret powermoduler til servostyringen i mere end 25 millioner biler. 

Samarbejdet med GE styrker Danfoss’ tilstedeværelse i USA, og man ser et stort potentiale i produktionen:”Danfoss opnår en unik position som den eneste uafhængige powermodul-producent i USA med GE som kunde fra dag ét. Det åbner en dør til det amerikanske marked, hvor efterspørgslen på de moduler, som Danfoss Silicon Power producerer, ventes at vokse eksplosivt frem mod 2020”, siger Claus A. Petersen, General Manager for Danfoss Silicon Power.

Baggrund:
Powermoduler med SiC-chips er svaret på en global efterspørgsel på mindre, hurtigere og mere effektive elektroniske enheder. SiC-powermoduler kan for eksempel reducere strømforbruget i elektriske biler med 10 procent og energiforbruget i datacentre med 5 procent, ligesom de kan sænke vægten på et fly med 500 kg. I fremtiden ventes powermodulerne at blive anvendt inden for bl.a. shipping, offshore og hospitalsteknologi.

Danfoss Silicon Power producerede virksomhedens første powermodul i 1998 i Notorf, Tyskland. Produktionen voksede hurtigt ud af rammerne, og fabrikken flyttede til Slesvig. Allerede i 2011 var der behov for ekstra kapacitet, og Danfoss Silicon Power rykkede i 2012 ind i en en meget større, nyistandsat fabrik i Flensborg. Her beskæftiger man i dag cirka 450 medarbejdere.

Mere information:
Danfoss Media Relations
Tlf. : +45 70 20 44 88

 

 


Danfoss udvikler teknologier, der gør verden i stand til få mere ud af mindre. Vi imødekommer det stigende behov for infrastruktur, fødevarer, energieffektivitet og klimavenlige løsninger. Vores produkter og serviceydelser bliver anvendt til for eksempel køling, aircondition, opvarmning, motorkontrol og mobilt udstyr. Vi er også aktive inden for vedvarende energi og infrastruktur til fjernvarme i byer. Vores innovative ingeniørarbejde går helt tilbage til 1933, og i dag er Danfoss globalt førende med flere end 25.000 medarbejdere og salg i mere end 100 lande. Vi er fortsat ejet privat af grundlæggerens familie. Læs mere om os på www.danfoss.com.

Mere information:
Danfoss Media Relations
Tlf.: 70 20 44 88

 

Vær social Deltag aktivt

Vil du lære os at kende?

Lær os at kende, og deltag i samtalen