Danfoss Jubilæumsfond hjælper Kursuscenter Struer til at blive mere grøn

Danfoss Jubilaeumsfond 2017 Danfoss Jubilæumsfond, medarbejdernes egen sociale fond. På koncernens fødselsdag uddeler medarbejderne penge til foreninger og organisationer og viser på den måde deres respekt for det arbejde, der udføres. Danfoss kollegerne Susanne N. Villadsen, kundeservicemedarbejder, og Flemming Hansen, montagemedarbejder, valgte at sige tak for god hjælp.

- 5. juli 2017 Af Danfoss A/S

Hvert forår kan Danfoss kolleger indstille foreninger eller grupper til at modtage penge fra Danfoss Jubilæumsfond. Danfoss Jubilæumsfond blev stiftet i 1983 og uddeler hvert år penge til sociale formål.

En af modtagerne af årets pengegave er Kursuscenter Struer, et sted med fokus på vægttab og sund livsstil. Centret er indstillet af Susanne N. Villadsen, kundeservicemedarbejder hos Danfoss i Hasselager, og Flemming Hansen, montagemedarbejder hos Danfoss i Silkeborg.

”De fortjener et stort skulderklap for alt det, de har gjort. De kan så meget og brænder så meget for at hjælpe alle, der kommer på centret. De har fokus på samtale, på maden og på motion, og det hele bliver taget i dit tempo. Dette er vores måde at betale lidt tilbage,” siger de to Danfoss kolleger.

Kursuscenter Struer har til huse i et tidligere plejecenter. Det er gamle bygninger, som sluger meget energi. Derfor stod der i indstillingen fra Danfoss kollegerne, at fonden skulle overveje at donere 80 nye termostater, så Kursuscenter Struer kan reducere varmeudgifterne. Og termostaterne blev givet i gave sammen med et pengebevis på 5.000 kroner.
Anika Thor, leder af Kursuscenter Struer, siger:
”Jeg er helt overvældet. Det er fedt at få en pris for vores arbejde. Det viser, at det, vi tilbyder, ikke blot er et kursus, men er noget, som har betydet rigtig meget for dem, som har været hos os. Vi bor i gamle bygninger, og varmeregningen er det, der springer i øjnene, når vi kigger i budgetterne. Her vil termostaterne helt klart hjælpe os.”
Formand for Danfoss Jubilæumsfond, Henrik Brøndum, takkede for medarbejdernes indstillinger og sagde på vegne af bestyrelsen:
”Vi har fået en del indstillinger, som primært kommer fra de steder, hvor Danfoss har fabrikker. Uddeling af penge til gode formål er en stolt tradition, og jeg er glad for, at vi igen i år kan hjælpe nogle foreninger og aktiviteter til både voksne og børn. Jeg er sikker på, at pengene er godt givet ud, og at de vil gøre en forskel.”

Foruden Kursuscenter Struer modtog Karrusellen, genbrug til børn i Nordborg, og Café Paraplyen, Kolding også en pengegave fra fonden. De modtog hver 20.000 kroner.

Om Danfoss Jubilæumsfond:
Danfoss Jubilæumsfond er Danfoss medarbejdernes egen sociale fond, som blev stiftet i forbindelse med koncernens 50-års jubilæum. Dengang samlede kolleger ind til en pengegave, som skulle gives til Danfoss. Danfoss kvitterede med at donere pengene tilbage til medarbejderne, som stiftede Danfoss Jubilæumsfond. Læs mere her. 

Mere om Karrusellen, genbrug til børn i Nordborg
Karrusellen er en genbrugsforretning med børnetøj, legetøj og udstyr af god kvalitet. Overskuddet går til sårbare og udsatte familier i lokalområdet. Læs mere her.

Mere om Café Paraplyen i Kolding
Den daglige ledelse varetages af en leder samt en deltidsansat stedfortræder og en deltidsansat køkkenassistent. Personalegruppen består af 25-30 medarbejdere. De fleste er frivillige, men her findes også enkelte i fleksjob og andre kommunale tilskudsordninger og samfundstjeneste. Der kommer dagligt ca. 100 gæster i caféen. Læs mere her.

En indstilling fra en Danfoss kollega er formuleret således:

Café Paraplyen er et åndehul for udsatte, ensomme og mennesker med psykiske udfordringer – her er plads til omsorg, at være 'ikke som de andre', her arbejder 25 frivillige side om side med de ansatte i den selvejende institution, og sammen skaber de værdighed og samler mennesker op, der trænger. Der er ingen tvivl om, at den plads, Café Paraplyen har for de gæster, der kommer og besøger den dagligt, er uundværlig. Ensomheden ville øges markant og uden tvivl flere indlæggelser. I over 25 år har Café Paraplyen givet omsorg, hjerterum og opbygget selvværd.

 

 


Danfoss udvikler teknologier, der gør verden i stand til få mere ud af mindre. Vi imødekommer det stigende behov for infrastruktur, fødevarer, energieffektivitet og klimavenlige løsninger. Vores produkter og serviceydelser bliver anvendt til for eksempel køling, aircondition, opvarmning, motorkontrol og mobilt udstyr. Vi er også aktive inden for vedvarende energi og infrastruktur til fjernvarme i byer. Vores innovative ingeniørarbejde går helt tilbage til 1933, og i dag er Danfoss globalt førende med flere end 25.000 medarbejdere og salg i mere end 100 lande. Vi er fortsat ejet privat af grundlæggerens familie. Læs mere om os på www.danfoss.com.

Mere information:
Danfoss Media Relations
Tlf.: 70 20 44 88

 

Vær social Deltag aktivt

Vil du lære os at kende?

Lær os at kende, og deltag i samtalen