1. kvartalsregnskab 2018

Danfoss kom stærkt fra start i 2018

Danfoss interim announcement first quarter 2018 Fortsat fremgang på tværs af forretningen driver høj vækst og markant forbedret indtjening

- 8. maj 2018 Af Danfoss A/S

Danfoss fortsatte fremgangen i årets første tre måneder med øget omsætning og markant forbedret indtjening. Omsætningen voksede med EUR 37m til EUR 1.474m – en vækst på 9 % i lokal valuta. Den øgede omsætning har løftet indtjeningen (EBIT) med 19 % til EUR 166m, mens nettoresultatet er vokset med 22 % til EUR 113 mio.

"Globale megatrends som urbanisering, digitalisering og elektrificering rykker hurtigt i øjeblikket. Derudover er energieffektivitet kommet højt op på den internationale dagsorden som et afgørende og meget omkostnings-effektivt element i bekæmpelsen af klimaforandring og luftforurening. Disse stærke trends gør Danfoss mere relevant end nogensinde, og giver os et stærkt udgangspunkt for at investere i nye teknologier, som matcher verdens og vores kunder fremtidige behov," siger Kim Fausing, koncernchef og CEO.

På markedsniveau fortsatte væksten i Nordamerika, Europa og Kina ind i årets første kvartal. Mest markant på det kinesiske marked, hvor store investeringer i energieffektive og klimavenlige løsninger, som for eksempel store varmepumper og udbygning af fjernvarmesystemer, driver en øget efterspørgsel på Danfoss-teknologier.

Fremgangen var bredt funderet på tværs af Danfoss’ fire forretningssegmenter. Danfoss’ mest cykliske forretning, Danfoss Power Solutions, leverede den højeste vækst. Danfoss Power Solutions leverer hydraulik-løsninger til off-highway-køretøjer og oplever for tiden en høj efterspørgsel i USA, Europa og Kina, hvor massive investeringer i infrastruktur er med til at løfte omsætningen.

”Vi har skabt et stærkt momentum på tværs af vores forretningsområder, og det er meget positivt, at vores fremgang er drevet af vores målrettede vækstinitiativer. Samtidig gavner det naturligvis også vores forretning, at investeringsniveauet generelt og særligt inden for ny, moderne infrastruktur lige nu er højt. Det giver os et stærkt afsæt til at fortsætte vores investeringer i vækst,” siger Kim Fausing.

Nøgletal fra første kvartal 2018:

  • Omsætningen for det første kvartal i 2018 steg til EUR 1.474m (Q1 2017: EUR 1.437m), hvilket svarer til en vækst på 9 % i lokal valuta.
  • Resultat af primær drift (EBIT) steg med EUR 27m til EUR 166m (Q1 2017: EUR 139m). EBIT-marginen blev 11,3 % (Q1 2017: 9,7 %).
  • Nettoresultatet steg med EUR 20m til EUR 113m (Q1 2017: EUR 93m).

Ændring til euro som rapporteringvaluta
Fra 2018 aflægger Danfoss regnskab i euro i stedet for kroner. Det sker som en naturlig konsekvens af, at hovedparten af Danfoss’ omsætning skabes uden for Danmark og at euro er den mest brugte valuta i koncernen.

Forventninger til 2018
Vi forventer at fastholde eller udbygge vores markedsandele og samtidig fastholde en profitabilitet målt som margin på niveau med 2017 efter betydelige investeringer i digitalisering.

Mere information:
Danfoss Media Relations: tlf.: +45 70 20 44 88

 

Danfoss udvikler teknologier, der er med til at gøre verden bedre, smartere og mere effektiv. I de voksende byer sikrer vi friske fødevarer og optimal komfort i huse og kontorer samtidig med, at vi imødekommer behovet for energieffektiv infrastruktur, forbundne systemer og integration af vedvarende energi. Vores løsninger bliver anvendt til for eksempel køling, aircondition, opvarmning, motorkontrol og mobilt udstyr. Vores innovative ingeniørarbejde går helt tilbage til 1933, og i dag er Danfoss markedsledende med 27.000 medarbejdere globalt og salg i mere end 100 lande. Vi er ejet privat af grundlæggerens familie.

Mere information:
Danfoss Media Relations
Tlf.: 70 20 44 88

 

Vær social Deltag aktivt

Vil du lære os at kende?

Lær os at kende, og deltag i samtalen